Afdelingernes selvstyre.

Afdelingernes selvstyre er det næsten perfekte  Det perfekte ville være, at beboerne også interesserede sig for budgetter og fremtiden frem for at kulegrave et afsluttet regnskab, siger Henry Vedsegaard, der også mener, at beboerne er de bedste til at passe på deres afdelinger.

Henry Vedsegaard bor ikke længere i almennyttigt boligbyggeri. For nogle år siden flyttede han fra Arbejdernes Boligselskab i Gladsaxe for at realisere en gammel drøm: At bo på landet.

Men i perioden 1978 - 1987 var han formand for Arbejdernes Boligselskab og aktiv i den lokale afdeling, Mølleparken l, der er boligselskabets ældste.

"Jeg tillader mig at være stolt over, at jeg siden 1972, sammen med mange andre, har kæmpet for afdelingernes selvstyre, som i dag er næsten perfekt. Det er desværre den undtagelse, at beboernes interesse stadig er begrænset," konstaterer Henry Vedsegaard.

Det gælder fremtiden  Han kan ikke forstå, at beboerne er meget interesseret i et afsluttet regnskab, hvor der ikke kan ske nogen som helst ændringer.

I stedet mener Henry Vedsegaard, at beboerne skulle sætte energien og kræfterne ind på at være med i budgetlægningen, og ad den vej være med til at bestemme, hvad der skal ske.

"Det er med til at sikre en rimelig udvikling i huslejen samt en god vedligeholdelse," siger Henry Vedsegaard, der også ved, at samme tendens også er gældende uden for Arbejdernes Boligselskab.

"Det er også rart at tænke på, at vi i Arbejdernes Boligselskab, som nogle af de første indførte et afdelingsselvstyre, der i dag stort set er gældende i hele den almennyttige sektor," konstaterer en tilfreds Henry Vedsegaard. Han fortsætter:

Vi er de bedste til at passe på  "Den gang sagde vi, at de der er bedst til at passe på deres afdelinger og boliger trods alt er beboerne, når de bliver motiveret på den rigtige måde. Det gælder den dag i dag."

Arbejdernes Boligselskab har med et moderne ord været trendsætter mener Henry Vedsegaard: "Vi var det første boligselskab der indførte fraflytningsregler, der betød, at en bolig godt måtte være brugt. Naturligvis ikke misligholdt."

Før fraflytningsreglerne blev ændret, blev beboere som flyttede, ofte præsenterede for ganske uhyrlige regninger, som mange fraflyttere aldrig var i stand til at betale.

"Problemet endte hos de beboere, som blev i afdelingen. Der var ikke andre til at betale, så der endte den bet," fortæller Henry Vedsegaard.

"Den lede boligskat"  "Den lede boligskat" dukkede op i 1974, og Henry Vedsegaard var imod lovgivningen, som skulle sikre en form for udligning mellem de høje huslejer i nybyggeriet og de lavere i det ældre byggeri.

"Vi var nogle stykker, som arrangerede et møde i Mørkhøj, hvor vi selvfølgelig protesterede mod det, vi den gang kaldte "den lede boligskat". Men vi var også indstillet på at acceptere "skatten", hvis lovgiverne ville beslutte en regel om, at ældre og nedslidte afdelinger kunne låne af denne fond til en fornuftig rente, så afdelingerne kunne hæve deres standard," fortæller Henry Vedsegaard.

Men sådan gik det ikke, da det ikke passede ind i det politiske spil, men det har senere vist sig, at ideen fra Gladsaxe ikke var så tosset endda.

Stadig bedre afdelinger  "Vi fik Landsbyggefonden trukket ned over hovedet, men for en del år siden fik vi indført reglen om, at afdelingerne kunne låne 75 procent af det indbetalte beløb. Desværre er det senere ændret til 60 procent, men det viste sig, at det vi sagde i 1974 om at forbedre afdelingerne, var rigtigt," siger Henry Vedsegaard.

Den tidligere formand vover den påstand, at lånemulighederne i Landsbyggefonden har været med til at sikre afdelingerne inden for Arbejdernes Boligselskab den kolossale fornyelse, der er sket. Og han føjer hurtigt til, afdelingerne også havde og stadig har en fornuftig opsparing.

Tæt på beslutningerne  Henry Vedsegaard vender tilbage til selvstyret. Om at være tæt på beslutningerne. Og allerbedst at være med til at træffe dem:

"Set i bakspejlet vil jeg konstatere, at beslutningen fra 1975 om at få vort eget kontor og administration, var en rigtig beslutning. Selskabets/vores administration skal være så tæt på selskabets beboere som overhovedet muligt. Så de kan se og føle, hvad der rører sig i selskabet."

Under stadig beskydning  Boligpolitisk er der intet ændret. Det er stadig den almennyttige sektor, der må stå for skud. Henry Vedsegaard peger specielt på den såkaldte 2%-regel, der blev indført for et par år siden og som skal følges ved budgetlægning.

"En række omkostningerne herunder vedligeholdelse måtte ikke stige mere end 2 %. Det er næsten håbløst. Havde man i stedet sagt, at udgifterne ikke måtte stige mere end lønudviklingen, så havde alle kunnet forstå det, og det ville være mere regulært," mener Henry Vedsegaard.

"Det er klart, det ville give problemer i de afdelinger, hvor vedligeholdelsen er dårlig. Her ville man nok få stigninger i huslejen, der ville være chokerende," konstaterer Henry Vedsegaard.

Det kunne være undgået, siger Henry Vedsegaard, hvis både beboerne og afdelingsbestyrelse havde brugt budgetmøderne gennem årene til langsomt gennem årene at justere huslejen og samtidig spare op til kommende opgaver.

Et fælles ansvar  "Trods det, at jeg i dag har en anden boligform end tidligere, er jeg overbevist om, at behovet for almennyttigt boligbyggeri stadig er meget stort.

Det at bo og vel at mærke bo godt er en menneskeret og et udtryk for solidaritet, som vi meget gerne skulle leve op til, mener Henry Vedsegaard.

"Mit ønske for Arbejdernes Boligselskab i Gladsaxe er, at selskabet kommer til at bygge så mange almennyttige boliger som muligt. Hvad enten der bliver tale om byfornyelse, sanering eller byfortætning.

Der er sket meget i de forløbne 50 år. Meget som er værd at være tilfreds og glad for og en del, som man ærgrer sig over. Men sådan er livet. Hjertelig til lykke med de 50 år."